Definify.com
Definition 2025
discindens
discindens
Latin
Participle
dīscindēns m, f, n (genitive dīscindentis); third declension
Inflection
Third declension.
| Number | Singular | Plural | |||
|---|---|---|---|---|---|
| Case / Gender | Masc./Fem. | Neuter | Masc./Fem. | Neuter | |
| nominative | dīscindēns | dīscindentēs | dīscindentia | ||
| genitive | dīscindentis | dīscindentium | |||
| dative | dīscindentī | dīscindentibus | |||
| accusative | dīscindentem | dīscindēns | dīscindentēs | dīscindentia | |
| ablative | dīscindente, dīscindentī1 | dīscindentibus | |||
| vocative | dīscindēns | dīscindentēs | dīscindentia | ||
1When used purely as an adjective.